|

Når en tryksags endelige form ikke kan opnås gennem almindelig planskæring
af papir eller karton, må man foretage en udstansning. Dette sker
f.eks. ved fremstilling af etiketter, poser, kuverter og ofte ved
tryk på karton. Indenfor færdiggørelsesområdet har en del virksomheder
specialiseret sig i færdiggørelse og ofte også i trykning af kartonemballager
og kartonprodukter.
Designovervejelser

Som man
vil kunne se i ethvert supermarked findes der kartonemballager i
utallige størrelser og udformninger. Nogle æsker skal åbnes i toppen,
andre i siden o.s.v. Emballager med en volumen på op til cirka 5
liter laves ofte i karton medens større emballager som regel laves
i bølgepap. Kartonemballager til medicin er et eksempel på meget
små emballager. Til forskel fra en reklamebrochure har en emballage
flere funktioner. Først og fremmest skal den beskytte indholdet
og da den som regel skal fyldes og lukkes i automatiske pakkelinjer,
skal den kunne køre i disse uden problemer. Den skal endvidere have
en optimal form med henblik på stabling og transport. Først når
disse krav er opfyldt kan designeren give emballagen et flot design
som sælger varen i butikken. Kartonmaterialet er ofte omkring 300
g/m2.



Konstruktion

I
konstruktionsafdelingen udformes nye emballager efter kundernes
ideoplæg og tilpasset til den vare som skal emballeres. Konstruktøren
tager stilling til om en standardløsning fra computerens arkiv kan
anvendes eller om opgaver fordrer en ny skræddersyet løsning. Konstruktøren
benytter et CAD system (Computer Aided Design) der kan indeholde
mange standardløsninger f.eks. fra ECMA standarden over mange kartonnageformer.
På baggrund af emballagens mål og den ønskede lukning skabes på
skærmen en formtegning som viser emballagen plano. Ved hjælp af
en tilsluttet plotter skæres nu en prøve som foldes i hånden. Ved
konstruktionen tages der hensyn til en god udnyttelse af tryk- og
stansemaskinernes formater samt klæbemaskinens muligheder for at
lime emballage til sidst i processen.


Stanseformen

Stanseformen
består af krydsfinerplade med savede eller laserskårede riller,
hvori der manuelt monteres knive og bukkestreger i henhold til formtegningen.
Stanseformen forsynes også med skumgummilister langs knivene som
skubber emnet fri af stanseformen efter hver udstansning i stansemaskinen.
Repro
og tryk

På
trykarket kan der f.eks. være 9 emballager over arket. Antallet
afhænger af emnets størrelse og oplagets størrelse. Trykmaskinen
er forsynet med et lakværk der lakerer trykarket med dispersionslak
inden det udlægges. Lakken giver trykket den nødvendige gnidefasthed
så emballagen ikke ridses ved færdiggørelsen og efterfølgende fyldning
og transport.

Udstansning
og afrensning

Emballagetrykkerierne
anvender specialbyggede stansemaskiner, der udstanser i samme hastighed
som en trykmaskine kan køre. Emnerne stanses næsten fri af hinanden
idet trykarket skal kunne udlægges som et sammenhængende ark. Udvalgte
dele af arket udprikkes, hvilket gør den efterfølgende adskillelse
i enkelte emner lettere. Ved afrensningen fjernes overflødigt karton
ved håndkraft. Tilbage er nu emnet klar til limning i klæbemaskinen.
Klæbemaskine

I
den lange klæbemaskine limes æskerne en for en. Via en masse bændler
og stænger bukkes emballagen sammen og limes i samme proces på de
planlagte steder ved hjælp af limværker og limdyser som er styret
mekanisk eller af fotoceller.Slutproduktet af denne proces er en
emballage som ligger plant pakket i papkasser klar til afsendelse.
Andre
tryksager som udstanses

Som
tidligere nævnt udstanses en række grafiske produkter. F.eks. kan
et omslag til en brochure med et udstanset logo fremstilles i de
samme maskiner som anvendes til fremstilling af kartonemballager.
Store digelpresser benyttes til større salgsdisplays og stansekanoner
til f.eks. øletiketter. Selvklæbende etiketter udstanser man ved
hjælp af en stansecylinder som udfræses til opgaven.
 

Tilrettelægning af kartonnageopgaver

Kartonnageområdet spænder vidt og der er mange forhold der kan være
vigtige at overveje ved tilrettelægningen. Punkterne nedenfor kan
indgå i overvejelserne, men også på dette område er en tæt dialog
med leverandøren vigtig at understrege.
- Rigtig fiberretning. Ved æsker skal fiberretningen være på tværs
af æskens lange buk. Ved omslag og mapper langs tryksagens ryg.
- Karton er vejer meget og er derfor ikke billigt. Vælg kvalitet under
hensyn til holdbarhed, udseende og økonomi.
- Limflader skal som regel holdes fri for farve og lak.
- Skal æsken fyldes og lukkes i en pakkemaskine? Hvilke krav stiller
den aktuelle maskine?
- Hvem laver stanseformen? Skal de også konstruere æsken?
- Er det lavet før? Kan en standardløsning vælges? Der findes bl.a.
mange “ECMA” standard emballageløsninger.
- Skal æsken kunne åbne og lukke mange gange? Vælg en holdbar karton.
- Husk udlægning dvs. trykmotivet skal gå nogle millimeter ud over
skærestregen i stanseformen.
- Sørg for at reproen passer til formtegningen. Følg leverandørens
anvisninger.
- Angående formatoptimering i forhold til trykmaskiner m.m. tal med
leverandøren.

|